Debatindlæg: Frederiksberg Kommune – byudvikling eller byafvikling?

Da jeg for 10 år siden flyttede til Frederiksberg, boede jeg på Platanvej 12. Det var en af de sidste to villaer, der stadig stod tilbage. Hurtigt opdagede jeg, at Platanvej blev i folkemunde omtalt som Frederiksbergs grimmeste vej.

Platanvej har en historie som en perle på Frederiksberg, omgivet af majestætiske platantræer og elegante villaer. Desværre blev disse villaer erstattet af boligblokke for at imødekomme en voksende befolkning, men til hvilken pris? De historiske villaer, som var en del af byens sjæl og historie, blev ofret for monotone boligblokke.

De selvudnævnte “røde-grønne” politikere på rådhuset ønsker at skabe en blandet by, men vi risikerer at miste byens unikke karakter. Ikke kun de grønne oaser og historiske bygninger går tabt, men også de minder og historier, de repræsenterer. Trods massive borgerprotester fortsætter de “røde-grønne” deres byggeplaner. Hvem ved, om det næste byggeprojekt vil ske foran dit køkkenvindue, når de ennemfører deres plan om bl.a. at opføre 600 nye almene boliger frem mod 2030?

Det er på tide, at vi stopper op og tager ansvar for byens udvikling. Vi må sikre, at vi ikke hovedløst fjerner den sidste historie, vi har tilbage, og omdanner byen til et monotont etagehuslandskab uden åndehuller. Vi skal huske, at vores bys sjæl og identitet ligger i dens historie og de unikke træk, som skaber en særlig atmosfære og følelse af tilhørsforhold. Lad os arbejde sammen for at bevare disse kvaliteter og sikre en bæredygtig og balanceret udvikling, der respekterer både fortid og fremtid.

Beboerne står over for en usikker fremtid

En gruppe beboere på Henrik Ibsens Vej og Vesterbrogade har taget ansvar efter at have opdaget, at et bolig- og erhvervsprojekt er planlagt lige foran deres køkkenvinduer. Et flertal i Klima-, Plan- og Boligudvalget, bestående af de “røde-grønne”, stemte for projektet, og nu hænger beboernes boligsituation i en tynd tråd. Liberal Alliance mener, at ingen Frederiksberg-borgere skal føle sig utrygge i deres egne hjem på grund af sådanne projekter. Derfor støtter Liberal Alliance Frederiksberg og jeg den underskriftindsamling, som beboerne har iværksat.

Liberal Alliance hylder normalt private initiativer, og bygherrens projekt er både ambitiøst og imponerende. Der er ingen tvivl om, at hjørnet af Platanvej og Vesterbrogade trænger til en større ansigtsløftning. Men projektet støder på udfordringer, når det indebærer opførelse af flere etagebyggerier med i alt 64 nye boliger samt nedrivning af en historisk biograf og villa på Platanvej. Disse etagebyggerier på op til seks etager vil påvirke lyset, luften og livskvaliteten for beboerne samt have konsekvenser for alle Frederiksbergs borgere.

Nye boliger kommer med en høj pris!

Frederiksberg er allerede den tættest befolkede kommune i Danmark. En yderligere stigning i befolkningstætheden vil øge presset på lokale institutioner som børnehaver, skoler, idrætsklubber og infrastruktur, hvilket vil forringe livskvaliteten markant. Mere trængsel og slid på faciliteterne vil reducere serviceniveauet og påvirke dagligdagen for nuværende borgere negativt.

For at sætte virkeligheden i perspektiv, har Frederiksberg Kommune en befolkningstæthed på 11.500 personer pr. km², hvilket er cirka 60 % højere end Københavns Kommune med 7.200 personer pr. km².

Som situationen er lige nu, er vi ikke gearet til at byde flere borgere velkommen. Derfor bør vi ikke bygge flere boliger på Frederiksberg, især ikke hvis vi ønsker at bevare det Frederiksberg, vi elsker, og som mange udefrakommende beundrer.

Renovering og modernisering er vejen frem

Nybyggeri har en større miljømæssig påvirkning end renovering og modernisering. Ifølge startredegørelsen for projektet ved Platanvej/Vesterbrogade indebærer planerne nedrivning af en arkitekttegnet biograf fra 1939 og en historisk villa opført i 1873. Disse bygninger kunne i stedet moderniseres og bevares, hvilket vil minimere store mængder byggeaffald og reducere CO2-udledningen. Desuden vil renovering og modernisering også reducere den støjforurening, som følger med omfattende nybyggeri. Bevaring og renovering kan både beskytte vores kulturarv og bidrage til en mere bæredygtig dvikling.

Jeg har allerede skrevet under, og jeg opfordrer dig til at tage ansvar, før det er for sent, og gøre det samme. Underskriftindsamlingen finder du her.

Tag ansvar – vi kan godt!

Frederik Tuxen Bjerrum
Kandidat til KV25/RV25 for Liberal Alliance Frederiksberg
Kilder: Danmarks Statistik og Frederiksberg Kommune (Startredegørelse for boliger og erhverv for område ved Platanvej/Vesterbrogade)